Husk dine drømme

Træn dig op til at huske drømme

Der er forskellige gode råd til, hvordan du kan blive bedre til at huske nattens drømme.

Måske kan du prøve nogle af forslagene af i en periode, og se om det er noget for dig? Du får aldrig lektier for, hvis du går i terapi hos mig. Og forslagene her på siden er kun ment som inspiration til de af jer, som har lyst til at arbejde struktureret med at huske jeres drømme.

 

Beslut dig, inden du falder i søvn

Hvis du tror på – og måske allerede har erfaret – at du kan få noget ud af at arbejde med dine drømme, vil du have motivation for at huske dem. Du kan minde dig selv om det, inden du lægger dig til at sove om aftenen. Beslut dig for, at du vil prøve at huske din drøm. Sig evt. inde i dig selv ”Jeg husker min drøm i nat”. Mærk efter i dig selv, at du virkelig mener det.

Jeg har selv rigtig gode erfaringer med denne metode. Det minder om, hvis man skal tidlig op næste dag for at nå noget vigtigt og ender med at vågne, før vækkeuret ringer. Der er noget i bevidstheden, der ved af det.

Skriv dine drømme ned

Har du prøvet at drømme noget, som du var overbevist om, at du aldrig ville glemme? Og så måske bare få øjeblikke senere var det helt væk? Derfor er det frugtbart at sørge for at dokumentere dine drømme på en eller anden måde, når du vil arbejde mere systematisk med dem. Når du skriver drømmen ned eller indtaler den på din telefon, giver det en slags forankring. Det gør det lettere at genkalde drømmen, hvis du senere vil arbejde med den.

Hvordan?

Inden du lægger dig under dynen, er det en god ide på forhånd at have fundet ud af, hvordan du vil dokumentere din drøm, når du vågner op igen. Du kan skrive drømmen ned – fx i en notesbog eller på din computer. Du kan også indtale den på en diktafon eller smartphone for senere at renskrive den i hånden eller digitalt. Der eksisterer også talegenkendelsesprogrammer, der med det samme kan omsætte talte ord til skrift.

Mærk overgangen mellem drøm og vågenhed

Læg gerne diktafonen eller skriveredskaberne frem om aftenen. Så er de klar til, at du kan registrere din drøm, når du vågner om morgenen.

Skriv gerne noget ned hver morgen. Hvis du ikke husker en drøm, så skriv hvilken stemning, du vågnede med. Du kan også beskrive dine tanker, billeddannelser, kropsfornemmelser eller -spændinger. Læg mærke til, hvad der sker i dig, mens søvnen går over i vågen tilstand. Ved at skrive/indtale hver morgen træner du dig i at være opmærksom i overgangsfasen mellem drøm og opvågnen.

Nogle gange vil du måske opleve, at du pludselig kan huske en drøm – eller meget mere af en drøm – mens du sidder og skriver ned. Beskriv gerne de følelser og stemninger, der var i drømmen, og ikke kun selve drømmehandlingen. Jo flere detaljer, du får skrevet ned, jo mere stof har du at arbejde med efterfølgende.

Men det kan også været, at du har mest glæde af at gøre drømmenedskrivningen let og kort. Hvis der er meget pres i dit liv, har du nok ikke brug for endnu en kæmpe opgave på din to do liste. Du kan prøve at eksperimentere med formatet, og se hvad der passer til dig lige nu.

Kroppen

Drømmen er forbundet med den kropsstilling, du ligger i, mens du drømmer. Når du vågner om morgenen, kan det derfor være givende, hvis du bliver liggende helt stille og er opmærksom på, om der dukker nye drømmebilleder op.

Hvis du ikke kan huske nogen drøm, kan det skyldes, at du har vendt sig lige inden eller efter, du vågnede. Så kan prøve at skifte kropsstilling lige så forsigtigt, og måske vil du så opleve at drømmen kommer rullende tilbage i din bevidsthed. Ellers prøv at lukke øjnene og slappe af. Pas dog på ikke at dvæle så længe, at du falder i søvn igen og drømmen glider tilbage i glemslen.

Sæt tid af

Måske vil du prøve at eksperimentere med at sætte vækkeuret lidt tidligere, så du har tid til at blive liggende i sengen og mærke efter, om du kan huske en drøm. Derefter skal du bruge tid til at skrive/indtale drømmen.

Forhåbentlig vil du opleve, at tiden er givet godt ud. At starten dagen med at skrive sine drømme ned og mærke indad kan være et godt afsæt for resten af dagen. Du vil kunne opdage, at der er bestemte mønstre og temaer, der bliver ved med at dukke op i dine drømme, og drømmedagbogen kan blive en måde at lære dig selv at kende på et dybere niveau.

At starte dagen med at skrive sin drøm ned kan være et dejligt udgangspunkt for resten af dagen. Det kan opleves som selvomsorg, at du har valgt at sætte lidt tid af til introspektion som det første på din dag.

Drømmer du aldrig?

Nogle mennesker drømmer aldrig. Videnskaben vil nok formulere det sådan, at disse mennesker drømmer, men ikke kan huske det efterfølgende.

Nogle mennesker har faktisk heller ikke rigtig har lyst til at huske deres drømme. Det er jo en ærlig sag. Men nogle gange har jeg oplevet, at det hænger sammen med, at de har de haft nogle ekstremt ubehagelige drømme – og derfor lukket ned for drømmenes verden. Det er forståeligt, at det er demotiverende at have ubehagelige oplevelser forbundet med drømme. Men erfaringer fra terapi har vist, at selv i ubehagelige drømme er det muligt at finde ressourcer og lade selvhelbredende kræfter komme i spil. Hvis du har lyst til at arbejde med dine drømme, er der gode erfaringer med at fokusere på det ressourcefyldte i drømmene.

Jeg vil fraråde, at du går dybere ind i traumatiske og sorgfyldte tilstande, når du arbejder med dine drømme alene. Det er meget givende at tage udgangspunkt i drømmenes ressourcer i arbejdet med drømme.

Hvis du har lyst til at læse mere om dette emne, kan jeg anbefale Ole Vedfelts bøger. Et god sted at starte er bogen Din guide til drømmens verden.

Læg nedskriften til side, når du arbejder videre med din drøm…

At skrive sine drømme ned er første skridt på vejen til at få indsigt at dine drømme. Men hvis du senere vil arbejde med en nedskrevet drøm, kan det være godt på et tidspunkt at lægge nedskriften lidt til side, så det ikke bliver for intellektuelt. Nedskriften er ikke en facitliste, men et værktøj – og det kan være frugtbart at tilnærme sig drømmen ved at arbejde videre med den på andre måde. For eksempel ved at tegne den, som du kan læse mere om her

Meditation, mindfulness og afspænding

Din evne til at huske drømme skærpes, hvis du jævnligt træner dig selv i at komme i bevidsthedstilstande, der er tættere på drømmetilstanden. Hvis du arbejder med meditation, afspænding, visualisering er det sandsynligt, at du husker flere drømme.

Det var min egen oplevelse, at jeg begyndte at huske flere drømme, den gang jeg begyndte at meditere jævnligt – og at drømmene fremstod mere symbolladede. Faktisk var det oprindeligt min interesse for meditation, der førte til en nysgerrighed over for at undersøge drømmenes verden.

Ligesom med så meget andet, handler evnen til at huske sine drømme om træning.

 

Vil du mødes og udforske dine drømmes mening?

Kontakt mig, hvis du ønsker at arbejde med dine drømme sammen med mig. Mange oplever, at de bliver bedre til at huske deres drømme, når de starter en drømmeforløb og begynder at vise nysgerrighed over for nattens ellers skjulte verden. Læs mere under Drømmeforløb >

Skriv til droemme@outlook.com eller ring til 22 67 46 86